2007-02-06

Bustur varede 25 år

Udland Jyllands-Posten: "Jaeyaena "
Af LASSE NØRGAARD Jyllands-Postens korresondent
76-årig kvinde genforenet med sine otte børn, der troede hun var blevet kørt over af et tog. Hun havde blot taget den forkerte bus.

Endnu en kvinde, der har været forsvundet i årtier, er dukket op i Sydøstasien. Men i modsætning til "junglekvinden" i Cambodja har den 76-årige Jaeyaena Beuraheng boet i en relativ stor by, siden hun for vild for 25 år siden.

Den malaj-muslimske Jaeyaena tog en bus fra sin hjemby i det sydlige Thailand for at komme til den noget større by Narathiwat.

Måske troede hun at bussen kørte en gevaldig omvej, men det gik først rigtigt op for hende, at noget var gevaldigt galt, da hun stod af bussen i hovedstaden Bangkok 1.200 kilometer længere nordpå.

I håb om at komme hurtigt hjem igen brugte hun sine sidste penge på endnu en busbillet, men i stedet for at køre syd på, tog bussen hende yderligere 700 kilometer mod nord - til landets næststørste by Chaing Mai.

Som mange andre muslimer fra det sydlige Thailand kunne kvinden ikke tale thai, men kun bahasa. Ude af stand til at fortælle om sin fejltagelse måtte hun ernære sig ved tiggeri i fem år, indtil hun blev samlet op af politiet og anbragt på et hjem for hjemløse.

Personalet troede, at hun var stum, inden de for nylig fik besøg af tre studerende fra Narathiwat. Kvinden genkendte de muslimske klædedragter og en del af sproget, når de tre talte indbyrdes, og hun begyndte at kommunikere med dem.

Jaeyana er nu blevet genforenet med sine otte børn i det sydlige Thailand. De havde fået at vide, at hun var blevet kørt over af et tog.

No comments: